Jens Vejmand

Hvem sidder der bag Skjærmen med Klude om sin Haand, med Læderlap for Øjet og om sin Sko et Baand? Det er saamænd Jens Vejmand, der af sin sure Nød med Ham'ren maa forvandle de haarde Sten til Brød. Og vaagner du en Morgen i allerførste Gry og hører Ham'ren klinge paany, paany, paany, det er saamænd Jens Vejmand paa sine gamle Ben, som hugger vilde Gnister af morgenvaade Sten. Og ager du til Staden bag Bondens fede Spand, og møder du en Olding, hvis Øjne staar i Vand - det er saamænd Jens Vejmand med Halm om Ben og Knæ, der næppe ved at finde mod Frosten mer et Læ. Og vender du tilbage i Byger og i Blæst, mens Aftenstjærnen skjælver af Kulde i Sydvest, og klinger Hammerslaget bag Vognen ganske nær - det er saamænd Jens Vejmand, som endnu sidder dér. Saa jævned han for andre den vanskelige Vej, 35men da det led mod Julen, da sagde Armen nej; det var saamænd Jens Vejmand, han tabte Ham'ren brat, de bar ham over Heden en kold Decembernat. Der staar paa Kirkegaarden et gammelt frønnet Bræt; det hælder slemt til Siden, og Malingen er slet. Det er saamænd Jens Vejmands. Hans Liv var fuldt af Sten, men paa hans Grav — i Døden, man gav ham aldrig én.