I Den By Jeg Kommer Fra

i et gulligt skær af sten og grus vågner verden op til sin morgengus spørg ikke om lyd – her høres ingenting kun præsten der lader vandet gå ned i døbefonten før dagens dåb og så trisser han pietistisk omkring han tænder et lys og klør sig lidt repeterer den tekst han har forberedt de første og de faste er på vej og på parkeringspladsen udenfor holder vinden fast i sit efterår en hanhund strejfer herreløs omkring den standser op og snuser lidt pisser på præstens Opel Kadet – så fri og så tæt på Vorherre som aldrig før en almindelig formiddag i den by jeg kommer fra en almindelig formiddag i den by jeg kommer fra i et mørkt kvarter et stykke her fra hvor ingen forventer forandring mere er der fred og ro fra frelsen ovenfra der høres ingen kirkeklokker her de har ingen magt ved de døves dør og i modsat fald er der lydtæt indenfor hvor de første gæster fra i dag er de sidste fra i aftes af fordi de simpelthen aldrig når hjem og hvor de blå gardiner skærmer for et barn der vinker til sin mor men osse skujler minder om engang da der var chancer nok at ta' i den by jeg kommer fra da der var chancer nok at ta' i den by jeg kommer fra og ved havnens mørke vintervand mødes fjenderne mand mod mand i et endegyldigt favntag med frygt og håb er du tæt nok på høres nævers klask er du længere væk kun et sidste pladask da de trækker hinanden ud i et sidste fald i de spildte kræfters tarv somom dumhed går i arv konsekvensen preller af i den by jeg kommer fra og avisen sladrer bag sit glas stadig sort og våd af fotosats i sit nyhedsskab ved Andersen's Kapel som et gravskrift uden Memory slår den fast at endnu et liv er forbi for den har nok i at måle tiden mod sig selv en sluttet ring holder aldrig op en fjorten års pige ønsker moren's krop mens moren ønsker sig ung som sin datter igen de venter blindt på næste træk men bliver ved jorden af højdeskræk parat til at dø for kedsomhedens skyld er det det eneste de kan i den by de kommer fra er det det eneste de kan i den by de kommer fra