Titanic

Det begyndte med en rysten på det nedre dæk Vi holdt op med at snakke og lyttede til lyden var væk Vi blev ikke særligt bange, da de sagde at skibet vist nok var sprunget læk Vi vidste jo, det var det eneste skib i verden, der ikke kunne synke. Du fandt dine smykker, for som du sagde, "De kunne så nemt blive stjålet". Jeg fandt en trøje, bare for hvis det skulle blive koldt. Da vi kom ud fra kahytten, kunne vi tydeligt høre hvordan vandet det fossede ind. Vi så på hinanden, og da kunne jeg se du pludselig blev så hvid. Så fulgte vi pilen, der viste hvor redningsbådene var. For der var redningsbåde om bord, jeg ved ikke hvorfor. Vi var en masse mennesker forsamlet fra det allerlaveste dæk. Dem fra first class stod henne ved båden, vi andre stod lidt længere væk. Så traf vi en svensker jeg havde snakket lidt med her til morgen. Vi hilste på hans halvvoksne datter og på hans kone. Men så sagde kaptajnen at redningsbåden ikke var til at få i vandet. Den kløvning der havde sat hejseværket op, havde vist glemt et eller andet. Så fulgtes vi ad ned i baren for at få os en drink. Alt var normalt, bortset fra det kostede ingen ting. Så begyndte skibet at hælde så grove, men vi nævnte det ikke med et ord. Der var flere som sprang i vandet, men vi ville hellere blive om bord. Jeg tænkte en bøn og kunne næsten ikke forstå det passede. Vi holdt hinanden i hånden imens vi prøvede at holde os fast. For havet var mørkt og koldt og skibet hældte også mere og mere. Og de både der kom i vandet var fyldt op, der kunne ikke blive plads til flere. Så til sidst spillede orkesteret "Nærmere Gud til dig". Da vidste vi, nu skete det, der ikke kunne ske. Vi klyngede os til det, der havde stået i vor avis. At eksperterne var enige om vi aldrig kunne forlise. Og eksperterne siger stadig, vi aldrig kan forlise.